Kunstarten i klare ord
Det, du hører på en time med flamenco
Sang, dans, guitar og den 12-takts cyklus, der binder det hele sammen, forklaret så timen på Calle del Pez giver mening fra første tone.
Reservér din plads i Malasaña ↗Tre kunster, én scene
UNESCO beskriver flamenco som en kunstform, der forener sang (cante), dans (baile) og musikalitet (toque). Dens hjerte land er Andalusien i det sydlige Spanien, med rødder også i Murcia og Extremadura. Den opføres ved religiøse fester, ritualer og private fejringer, og den er et identitetsmærke for mange samfund, især det gitano-samfund. Den gives videre gennem familier, sociale grupper og flamenco-klubber. Et en-times show på en scene bringer alle tre kunster sammen i kompakt form.
Stemmen
Cante er den vokale form. UNESCO siger, at den synges af mænd og kvinder, helst siddende, uden kor, og at dens tekster er korte og enkle og udtrykker en bred vifte af følelser fra sorg til glæde. En flamencosanger kaldes en cantaor, og den feminine form er cantaora. De fleste stilarter udtrykker triste og bitre følelser, ifølge Wikipedia, selvom nogle, som guajiras, beskrives som muntre og lyriske.
Dans
Baile er en dans af lidenskab og kurmageri, der formidler situationer fra sorg til glæde. Wikipedia bemærker dens udtryksfulde brug af armene og den rytmiske trampen med fødderne, hvor armene krummer omkring hovedet og kroppen. Dansere kan bruge rekvisitter som castanets, stokke, sjal og vifter. Madrids turistråd beskriver showet på Calle del Pez som indeholdende dans i langskørtede kjoler og flamenco i par.
Guiter
Guiter, eller toque, har bevæget sig langt ud over akkompagnement, med UNESCO's ord. Castanets, klappen i hænderne og trampen med fødderne bruges også. I et lille rum hører du strengene meget klart. Du hører også guitarristens rolle som rytmens anker, fordi akkordskiftene markerer de afgørende slag, som sangeren og danseren følger.
Slaget nedenunder
Kompasset er grundlæggende for flamenco, siger Wikipedia. Det er den rytmiske cyklus i en palo, og guitaristens akkordskift markerer dens vigtigste nedslag. Uden en guitarist bæres kompasset af håndklap (palmas) eller ved at tromme på et bord. Flamenco bruger binære, ternære og 12-takts cyklusser, og 12-takts cyklussen er den mest karakteristiske. Du behøver ikke at tælle den. Hvis lokalet klapper i takt, hører du den.
Palos: formerne
En palo er en flamencoform, og hver har sin egen stemning og rytme. Soleá og seguiriya hører til cante jondo, eller dyb sang, og er højtidelige. Bulerías og tangos er hurtige og festlige. Hvilke palos du hører, afhænger af besætningen og dagen, så betragt enhver liste som et kort over kunstformen, ikke som en køreplan. Grupperingen i familier er, med Wikipedias ord, en populær og nogle gange inkonsekvent måde at klassificere sange på.
Hvad du skal lytte efter i din time
Madrids turistråd oplister elementerne i forestillingen: dans i kjoler med lange slæb, flamenco i par, vokal- og guitarsoli og en finale. Betragt det som et kort. I soliene følger du én kunstner ad gangen. I gruppenumrene kan du lægge mærke til, hvordan de andre holder takten med hænder og fødder. Du behøver ikke at kende navnene på formerne. Hvis en sang stopper, og lokalet bliver stille, er du nået til den slags øjeblik, som kunstformen er bygget op omkring.
Hvor gammel er den?
Den tidligste registrering af flamencomusik stammer fra 1774, ifølge Wikipedia, og genren opstod i slutningen af 1700-tallet i Baja Andalusia. Ordet blev brugt om musikken i en avisartikel fra 1847, der kaldte den en gitano-genre. I 1881 åbnede Silverio Franconetti den første flamencosanger-café i Sevilla. UNESCO optog flamenco som immateriel kulturarv af menneskeheden i 2010.
Kilder